Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Diverse informationer - Vorgod-Barde Skole

Logo Vorgod-Barde Skole

Indholdsfortegnelse

1 Undervisningens organisering

2 Skoledagens længde

3 Elevernes placering i klasser

4 Samarbejde mellem skole og hjem

5 Underretning til hjemmet om elevens udbytte af undervisningen

6 Arbejdets fordeling mellem lærerne

7 Fællesarrangementer for elever i skoletiden, herunder lejrskoleophold

8 Skolefritidsordningens virksomhed

9 Lærernes efter- og videreuddannelse

10 Vikardækning

11 Brug af sikkerhedsudstyr

12 Brug af mobiltelefoner

13 Udvælgelse, indkøb og brug af undervisningsmaterialer

14 Fritagelse fra skole

15 Færdsel på skolevejen

16 Transport af elever

17 Behandling af klager

18 Timeløse fag

19 Kost- og sundhedspolitik

20 Lejrskolekassen

21 Indsamlinger o.l.

22 Opslag vedrørende arrangementer

23 Pris på kaffe, kage, æbleskiver mv. til skolearrangementer

24 Brandevakueringsplan

25 Medicinske og andre fysiske hensyn

1 Undervisningens organisering

Vorgod-Barde Skole har syv klassetrin fra børnehaveklasse til 6. klasse.
Skolens ledelse vurderer tildelingen af ressourcer på baggrund af klassernes størrelse og sammensætning.

Vi prioriterer højt, at alle elever på en årgang kender hinanden og kan fungere som en hel klasse eller på mindre hold. 

Hver dag er der på skolen læsebånd. I perioder kan læsebåndet anvendes til decideret styrkelse af de enkelte fag - matematik, engelsk osv.

Idræt og svømning placeres i blokke á 2 lektioner.

Timerne til de praktisk-musiske fag i 4. – 6. klasse kan læses klassevis eller på hold dannet på tværs af klasserne.

Understøttende undervisning (UUV)

På Vorgod-Barde Skole tilrettelægges den understøttende undervisning, så den skaber rum for læring og faglig fordybelse, styrkelse af elevernes læringsparathed, sociale kompetencer, alsidige udvikling, motivation og trivsel.

Aktiviteter, der foregår udendørs, indeholder bevægelse, kreativitet eller musiske elementer, prioriteres højt.

Hjemmearbejde og lektiehjælp/faglig fordybelse

Vi forventer, at alle elever dagligt øver læsning i henhold til Vorgod-Barde Skoles handleplan for læseindsats.

Hjemmearbejde

Hjemmearbejde søges begrænset til færdiggørelse af afleveringer, fx ugeopgave, månedsopgave e.l. 
Hjemmearbejde ud over ovenstående gives kun ud fra et professionelt skøn, hvis læreren vurderer, at en eller flere elever ikke har udnyttet arbejdstiden i skolen hensigtsmæssigt.

Lektiehjælp/faglig fordybelse

Lærerne giver eleverne opgaver i et omfang, der svarer til den tid i skolen, som eleverne har mulighed for at arbejde med opgaverne i.
Der kan etableres hold af forskellig karakter - supplerende undervisning og/eller faglig fordybelse. Fag og temaer varierer løbende efter behov og aktualitet. Holdene kan etableres med elever på tværs af årgange, og hvor det er muligt, placeres holdene i tiden for den understøttende undervisning.

2 Skoledagens længde

På skoledage er der opsyn med eleverne 15 minutter før undervisningens start - undervisningen begynder for alle elever kl. 7:50.

3 Elevernes placering i klasser

Som hovedregel går eleverne i den klasse, der svarer til deres alder.
I tilfælde, hvor det skønnes bedst for barnet, kan et barns undervisningspligt udsættes i et år.
En elev kan med forældrenes samtykke undervises på samme klassetrin i to år.
Under særlige omstændigheder kan det lade sig gøre, at en elev rykker et klassetrin op.

4 Samarbejde mellem skole og hjem

Vi ønsker et positivt, åbent og tillidsfuldt forældresamarbejde, og vi tror på, at god information er medvirkende til bedre forståelse. Derfor informerer vi løbende via skolens hjemmeside, Aula og nyhedsbreve fra klasserne.  

Mindst en gang årligt afholdes et forældremøde i alle klasser samt forskellige klassearrangementer.

I skoletiden afholdes forældredage, hvor forældre er velkomne på skolen og dermed får mulighed for at få et bedre indblik i deres barns skoledag.
Forældre er altid velkomne til at besøge skolen og at deltage i undervisningen, blot der gives besked til klassens lærere senest dagen før.

Hvert bestyrelsesmedlem er kontaktperson for en eller flere klasser og deltager så vidt muligt i klassens forældremøde efter aftale med klassens lærere. Ansvaret for at være kontaktperson til klasserne fordeles hvert år på det første skolebestyrelsesmøde efter sommerferien.

Vi har et tæt samarbejde med Børnehaven Blomstergården og forældrene til kommende skolebørn - se Procedure for skolestartssamarbejde.  

Alle elever på skolen skal have tilstrækkelige redskaber til at deltage i undervisningen, og det er forældrenes ansvar at sørge for disse materialer. Fra skolen forventer vi, at alle elever medbringer de redskaber, som er nødvendige for det arbejde, som foregår på de forskellige klassetrin.

5 Orientering til hjemmet om elevernes udbytte af undervisningen

Der afholdes forældresamtale en gang årligt.
Samtalen indeholder den målrettede evaluering med elevplan, nationale test mm.
Eleven kan inviteres til at deltage i samtalen.
I den enkelte klasse placeres samtalen af klassens lærere.
Ved samtaler i indskolingen kan forældre også ønske deltagelse af en SFO-medarbejder. 

Elevplanen er elektronisk og indgår som en del af skole/hjem-samtalen.
Elevplanen tager udgangspunkt i de vejledende mål for undervisningen i de enkelte fag.
Elevplanen bruges som udgangspunkt for evaluering og målsætning for elevens arbejde med fagene.

Hvert år gives tilbagemelding, evalueres og målsættes i særlig grad for fagene dansk, matematik og engelsk. De øvrige fag evalueres jævnligt i løbet af de år, eleverne går på Vorgod-Barde Skole.

6 Arbejdets fordeling mellem lærerne

Lærerne samarbejder i relevante teams omkring de enkelte hold.
Faglærere kan undervise i klasserne uden at indgå som faste medlemmer af et team.

Som hovedregel skifter klasserne klasselærer/-e efter 3. klasse.

7 Fællesarrangementer for elever i skoletiden, herunder lejrskoleophold

Skolen har året igennem en række fællesarrangementer: 

Fællessamling, hver dag.

Skolernes motionsløb, fredag før efterårsferien.

Skolefest for 4. – 6. kl., i efterårsperioden (De elever, der var 6. kl. forrige skoleår, inviteres.)

Syng julen ind, slutningen af november/først i december.

Sidste skoledag før jul, særligt tilrettelagt program med kirkegang, musical mm.    

Forældredage, skiftende dage.

Skolefest for børnehaveklasse til 3. klasse, foråret.

Forårskoncert, april eller maj.

6. klasse på lejrskole, august eller september.

Idrætsdag, maj eller juni.

Skolebyt, hvert 4. år, næste gang i 2026.

Ud over Skolebyt og 6. klasses lejrskole tager klasserne mindst en gang i skoleforløbet på en lejrtur med en overnatning.
Som udgangspunkt deltager forældre ikke i lejrture, medmindre skolens lærere og ledelse vurderer, at lærerne ikke kan stå alene med ansvaret for et barn.

Ekskursioner med tilknytning til undervisningen kan løbende finde sted.

8 Skolefritidsordningens virksomhed

SFO består af Kernehuset, som har til huse i en særskilt bygning og er for børn fra børnehaveklasse til 3. klasse.
Børn fra ældre klassetrin kan få dispensation til at gå i SFO.

9 Lærernes efter- og videreuddannelse

Det er vigtigt, at lærerne er fagligt godt rustede til at løse de mange arbejdsopgaver. Der benyttes relevante kursustilbud og tilbud udbudt via det kommunale efter- og videreuddannelsesudvalg. For at få ressourcerne til efter- og videreuddannelse til at række så langt som muligt arrangeres interne kurser og studiegrupper efter behov. Der arrangeres også kurser i samarbejde med andre skoler i og uden for kommunen.

10 Vikardækning

Vikardækningen foretages så vidt muligt af skolens eget personale.
Ved længere perioder med fravær kan der indkaldes eksternt personale.

11 Brug af sikkerhedsudstyr

Såfremt elever i forbindelse med undervisningen benytter cykler, skal de bruge hjelm og veste.
Benyttes cykler, løbehjul, rulleskøjter e.l., er det forældrenes ansvar, at eleverne medbringer og anvender sikkerhedsudstyr.

12 Brug af mobiltelefoner

Mobiltelefonen skal være slukket/lydløs i timerne. Hvis dette ikke overholdes, afleveres den på kontoret og kan hentes efter skoletid. Ved gentagne overtrædelser retter læreren henvendelse til hjemmet med henblik på, at telefonen ikke medbringes i skolen. Uansvarlig brug af mobiltelefonen har samme konsekvenser. Mobiltelefoner kan efter aftale med læreren bruges, hvor det er relevant i undervisningen.

13 Udvælgelse, indkøb og brug af undervisningsmaterialer

Udvælgelse og indkøb af nye bogsystemer foregår ud fra en faglig vurdering og i samarbejde mellem lærere og ledelse.
Reklamefinansierede undervisningsmaterialer bruges med omtanke.

14 Fritagelse fra skole

Elevers sygdom meddeles til skolen via den elektroniske kontaktbog i Aula.
Så tidligt som muligt ved skoledagens begyndelse kontrolleres fremmøde, og der sendes sms besked til hjemmet, hvis en elev er fraværende uden besked fra forældre.

Forældre kan bede om fritagelse fra skole, hvis det er nødvendigt i forbindelse med tandlæge, læge, runde fødselsdage, begravelser e.l.
Hvis fritagelse er en enkelt dag, gives tilladelsen af klasselæreren. I tilfælde af flere dages frihed gives tilladelsen af skolelederen.

Ved fritagelse fra undervisning er det hjemmets ansvar at holde sig ajour med, hvad der er arbejdet med i klassen i fraværsperioden.

15 Færdsel på skolevejen

Vorgod-Barde Skole tilbyder, at elever fra 6. klasse (5. klasse fra juni) er skolepatrulje ved fodgængerfelterne ved skolen på Vorgodvej (når der er behov) og Nørlundvej (altid).
Skolepatruljen står hver morgen på Nørlundvej i fodgængerfeltet ved skolen fra kl. 7.35 og indtil, der ringes ind.

Hvis forældre i en længere periode får behov for skolepatruljen til at følge deres børn fra børnehaveklasse til 2. klasse over Vorgodvej, kontaktes skolens kontor to uger i forvejen, så skolen kan nå at lægge nye vagtplaner for skolepatruljen.

Den primære målgruppe for Skolepatruljen er elever fra børnehaveklasse til 2. klasse, men skolepatruljens anvisninger skal respekteres af alle brugere, både elever, forældre og ansatte.

Forældre, der henter og bringer børn, skal bruge parkeringspladsen på Nørlundvej eller Vorgod-Barde Hallens parkeringsplads. Af- og påsætning andre steder er ikke tilladt, da det giver farlige trafiksituationer.

Busholdepladsen skal respekteres af alle brugere. Der er ifølge færdselsloven parkerings- og standsningsforbud 12 meter på hver side af stoppestedsskiltet.

16 Transport af elever

På Vorgod-Barde Skole foregår al transport til klasseudflugter som ekskursioner og andre skoleture med bustransport.
Transport af elever i egen bil kan fx ske i forbindelse med indkøb.

17 Behandling af klager

Skolebestyrelsen kan behandle en klage som et punkt på dagsordenen, men det er skolens ledelse, der efterfølgende reagerer på klagen.
Skolebestyrelsen har ikke kompetence til at sagsbehandle personsager.
Skolebestyrelsen skal medvirke til, at klager rettes til rette vedkommende. 

Hvis skolens ledelse får en klage over en medarbejder, informeres medarbejderen altid om henvendelsen.
Hvis medarbejderen får en klage fra en forælder, forsøger de i fællesskab at finde en løsning. Hvis det ikke lykkes, henvender medarbejderen sig til skolens ledelse.

18 Timeløse fag

Færdselslære

Der undervises i henhold til Fælles Mål for Færdselslære i relevante emner og med egnede metoder.
Undervisningen tilrettelægges og koordineres af lærerne, så emnerne passer i forhold til målene for hhv. indskoling og mellemtrin.
Undervisningen søges placeret på anderledes dage, som giver mulighed for koncentrerede undervisningsforløb.

Sundheds-, seksualundervisning og familiekundskab

Forenklede fællesmål for dette fag integreres som en naturlig del i planlægningen af natur/teknik undervisningen, hvor der i forløbet arbejdes med sund mad, kroppen og seksualundervisning.

I øvrige fag og i arbejdet med trivsel på skolen arbejdes der med det psykiske miljø.

Ungdoms-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering

I henhold til Forenklede fælles Mål for faget undervises der i relevante emner og med egnede metoder.
Undervisningen tilrettelægges og koordineres af lærerne, så emnerne passer i forhold til målene for hhv. indskoling og mellemtrin.
Undervisningen søges placeret på anderledes dage, som giver muligheden for koncentrerede undervisningsforløb og fordybelse i faget.

19 Kost/sundhedspolitik

Forældre opfordres til at sende sunde madpakker og vand i drikkedunken med i skole. Skoledagen er lang, og børnene har brug for meget mad/frugt/drikke i løbet af dagen.

20 Lejrskolekassen

Lejrskolekassen er etableret med det primære formål at yde tilskud til 6. klasses lejrtur (2.000 kr. pr. person).
Overskud fra forældremøder og andre skolearrangementer tilfalder Lejrskolekassen.
Bliver der over flere år oparbejdet et stort overskud i Lejrskolekassen, kan der i samarbejde mellem skolebestyrelsen og elevrådet aftales arrangementer (teater, foredrag o.l.) for eleverne, udbygning af legeplads og fritidsfaciliteter.

Ved arrangementer med overnatning opkræves kostpenge efter gældende regler.

Skolebestyrelsen udpeger en kasserer blandt skolebestyrelsens medlemmer, som administrerer Lejrskolekassen.

21 Indsamlinger o.l. 

Indsamlinger og lignende til alment anerkendte organisationer kan efter initiativ fra læreren iværksættes, såfremt der er et klart pædagogisk sigte i arbejdet, og det er i overensstemmelse med skolens værdier og principper.

22 Opslag vedrørende arrangementer

Skolens intranet skal som udgangspunkt ikke være nogen reklamesøjle.
Vi ønsker dog at bakke op om og at være med til at gøre opmærksom på arrangementer, der vurderes at være almennyttige, og som styrker det lokale engagement i Vorgod-Barde. Forudsætningen er i øvrigt, at arrangementet ikke strider mod skolens værdier og principper.

Ved tvivl henvender skolens ledelse sig til skolebestyrelses formand, så de sammen kan tage stilling i den enkelte sag.

23 Pris på kaffe, kage, æbleskiver mv. til skolearrangementer

Klasserådene bager i fast turnus kage i forbindelse med skolearrangementer. 

Der fastsættes generelle priser på kaffe, brød mv. i forbindelse med skolearrangementer:

40,- DKK pr. voksen og 20,- DKK pr. barn.

Overskuddet fra arrangementer går til Lejrskolekassen, så alle elever på skolen har glæde af det i forbindelse med lejrturen i 6. klasse. Se mere herom under punkt 20 om Lejrskolekassen.

Ved foredrag mm. kan der fastsættes entrépris afhængigt af, hvad foredragsholderen koster.

Alle udgifter, som forældre har til indkøb, refunderes ved aflevering af kvitteringer.

24 Brandevakueringsplan

På et personalemøde hvert år i august har ledelsen ansvaret for at gennemgå brandevakueringsplanen.
Hvert år i august umiddelbart efter skolestart informerer klasselærerne egen klasse om evakueringsplanen.
I alle "ulige" årstal bliver der afholdt evakueringsøvelse. 

25 Medicinske og andre fysiske hensyn

I tilfælde af, at en elev har behov for, at der vises særlige hensyn, ønsker Vorgod-Barde Skole inden for gældende lovgivning og skolens værdier og ressourcer at indgå i et tæt samarbejde med forældrene om at imødekomme dette behov.
Vorgod-Barde Skole forventer, at forældrene henvender sig til elevens lærere og/eller skolens ledelse for at indlede en dialog om afklaring af, hvorvidt skolen har mulighed for at understøtte eleven og forældrene i at dække elevens behov - med henblik på at eleven i størst mulig udstrækning bliver selvhjulpen.
I forbindelse med en eventuel aftale er det vigtigt, at der laves en forventningsafstemning, hvor opgavernes omfang og ansvarsfordeling aftales og dokumenteres.

Det er altid forældrenes ansvar at vurdere, om elevens behov dækkes tilfredsstillende af den aftale, forældrene og skolen har mulighed for at indgå.
Det er ligeledes forældrenes ansvar løbende at følge op på aftalen og sikre, at den til stadighed er dækkende i forhold til elevens behov, ligesom det er forældrenes ansvar, at aftalen bliver drøftet på ny, hvis elevens behov ændrer sig.

Udarbejdet/revideret af skolebestyrelsen
April 2019